Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for holddannelse

Principper for holddannelse

Holddeling anvendes som et pædagogisk princip, hvor det er relevant, således at eleverne støttes og udfordres tilstrækkeligt. Holddelingstimerne fordeles således, at timerne bruges, hvor der er aktuelt størst behov. Deletimer og timer til 2-lærerordning fordeles i et samarbejde mellem ledelsen og de selvstyrende team og koordineres med tildelte specialundervisningsressourcer. Timer til etablering af midlertidige hold findes indenfor faseteamenes tildelte ressourcer.

Timerne kan anvendes til:

Deletimer, hvor klassen deles i 2 lige store hold. Det kan fx være i sløjd, musik, håndarbejde og hjemkundskab, hvor antallet af elevarbejdspladser ikke er tilstrækkeligt. Klassen deles så vidt muligt, hvis der er mere end 20 elever i klassen. Deletimer kan også anvendes i fx dansk og matematik, hvis der er ressourcer til det.

2-lærerordning, hvor færre elever pr. lærer gør det muligt i højere grad at tilpasse undervisningen til den enkelte elevs faglige niveau, koncentrationsevne, læringsstil mv. Holdstørrelsen kan variere, og undervisningen foregå samlet eller delt.

Midlertidige hold, hvor samtlige elever i en fase i et eller flere fag fordeles på hold. Kriteriet for holddeling er situationsafhængigt. Der kan være tale om at inddele eleverne i hold efter fagligt niveau, køn, interesse, læringsstil, sociale relationer mv. Holdene kan variere af størrelse.

Eksempler på midlertidig holddannelse

  • Værkstedsforløb og emneuge (0.-3.kl.)

Der kan være tale om værkstedsforløb, hvor elever typisk i en uge i 2-5 lektioner dagligt arbejder i forskellige værksteder, fx med læse-, skrive-, regne-, kreative-, naturvidenskabelige-, sproglige- værkstedsaktiviteter. Eleverne kan fx rotere mellem forskellige værksteder i løbet af ugen.

Holddelingen kan også foregå i alle undervisningslektioner i en emneuge. Typisk er alle børnene samlet i ét hold fra morgenstunden til fælles oplæg. Herefter deles de på mindre hold.

  • Emneuger og fagdag (4.-6.kl.)

Midlertidige hold anvendes i emneuger, hvor eleverne i 4.-5. og 6. klasse på tværs af klassetrin i alle ugens lektioner arbejder med et emne på mindre hold eller på fagdage, hvor eleverne inddeles på hold efter deres faglige niveau eller mhp på socialisering m.v. på tværs af klassetrin.

  • Valgfagsordning, fag/emnedage (7.-9.kl.)

Holddelingstimer anvendes i fase 3 til valgfagsordning for eleverne i 7.-9. klasse 3-4 lektioner pr.gang. Eleverne vælger blandt en række valgfag, og holdene sammensættes på tværs af årgangene. Valgfagsforløbene strækker sig over 4-5 uger efterår og forår. I de perioder, hvor der ikke er valgfagsforløb, anvendes timerne til faglig fordybelse som fag- eller emnedage.

  • Fælles emneuge

Hvert år i november er der emneuge, hvor alle skolens elever arbejder med samme emne afsluttende med en skolefest torsdag aften. Holdene kan være sammensat på tværs af klassetrin og faser. Eleverne har stor indflydelse på valg af overordnet emne og delemner, og de vælger sig ind på forskellige hold. Formålet med ugen er foruden det faglige indhold, at eleverne lærer hinanden godt at kende på tværs af klasser og årgange. Eleverne lærer af hinanden, og med øget kendskab til hinanden opstår også øget respekt for hinanden, som kan være med til at understøtte et godt undervisningsmiljø på skolen.

  • Særlige undervisningsforløb

Holddelingstimer kan anvendes ved at tildele ekstra lærerressourcer til særlige undervisningsforløb, fx i forbindelse med 6. klasses skolekomedie, 9. klasses projektopgave, fase 3´s teaterprojekt, lejrskole o.lign. inden for faseteamets afsatte ressourcer. I særlige tilfælde

kan ledelsen tildele ekstra ressourcer.

 

Vedtaget af Skolebestyrelsen d.