Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alkoholpolitik

Alkoholpolitik for Kongerslev Skole

Alkohol i forhold til eleverne.

På baggrund af danske unges uhensigtsmæssige alkoholvaner anbefaler Sundhedsstyrelsen, at undervisning om alkohol prioriteres højt i skolens ældste klasser, og at undervisningen så vidt muligt påbegyndes inden eleverne har deres alkoholdebut, som regel på 7. klassetrin.

Målsætningen er, at udskyde alkoholdebuten til de unge er fyldt 15 år og nedbringe unges alkoholforbrug. Det anbefales ligeledes, at alkoholundervisningen suppleres med vedtagelsen af en synlig alkoholpolitik på skolen og en løbende dialog med elevernes forældre om emnet.

Mål: At eleverne på Kongerslev skole får kendskab til alkohols sundhedsskadelige virkninger, og at deres alkoholdebut udskydes længst muligt.

Princip: Eleverne modtager forebyggende undervisning i rusmidler fra 6. klasse i forbindelse med den sundhedsfremmende undervisning i de timeløse fag. Eleverne orienteres om alkohols sundhedsskadelige virkninger i et tæt samarbejde med forældrene.

Vejledning: Skolebestyrelsen på Kongerslev skole anbefaler, at der forsøges oprettet en aftale mellem forældre og elever fra 6. klasse. Aftalen laves i samarbejde med SSP-koordinatoren, der gerne inviteres til forældremøde vedrørende emnet. Aftalen evalueres på de følgende klassetrin, så den hele tiden svarer til børnenes udvikling.

Ifølge Sundhedsstyrelsens pjece: ”Selvom mange unge drikker alt for meget, er det ca. halvdelen af de 14-årige, der aldrig har prøvet at være fulde. Mange har måske ikke lyst til at drikke alkohol, men de er del af en kultur, hvor det er ”sejt” at drikke. Det skabes et pres på de børn, der ikke har lyst til at drikke. Hvis forældrene laver en aftale om alkoholfrie fester, indtil børnene er 15 år, er det disse børns standpunkt, man støtter. Der er vigtigt, at det er forældrene, der tager ansvaret for denne beslutning.”

Alkohol på Kongerslev skole: Mål: At skolen skal være et alkoholfrit sted, hvor ingen skal kunne møde alkohol.

'Vi ønsker at fremme sundhed og trivsel på Kongerslev skole, hvilket ikke er foreneligt med muligheden for at drikke alkohol i arbejdstiden.

Princip: Ingen må drikke alkohol på skolen, hvis der er børn eller elever på skolen.

Præcisering:

• Skoletid mellem 7.30 og 14.05. DUS’en til 16.45.

• DUS/skolearrangementer for elever, hvor lærere eller pædagoger deltager

• Skolefest

• Skolebestyrelsen opfordrer til, at der ikke serveres alkohol (øl og vin) ved elev-forældrearrangementer.

• Hvis en lærer eller en pædagog inviteres med til et klasse-arrangement serveres der ikke alkohol. 

Vedtaget af skolebestyrelsen den 13/12 2010